Vi arbejder på Broby Friskole mod vores vision og ud fra vores værdisæt. Det er centralt og danner grundlaget for god trivsel. Vi arbejder kontinuerligt med værdierne i såvel personale- som forældre- og børnegruppen.

På Broby Friskole tolererer vi ikke mobning. Vi ser det som en fælles opgave for både skole, forældre og elever at yde en aktiv indsats i forhold til den gode trivsel, og skulle det være nødvendigt, prioriterer vi at inddrage elever og forældre i forebyggelsen og evt. bekæmpelsen af mobning.

Hvad er mobning:
Mobning handler om mere end blot et offer og en mobber. Det handler også om tilskuere og
medløbere, som mere eller mindre bevidst accepterer udstødelsen eller nedværdigelsen af et eller flere af gruppens medlemmer. Mobning er et gruppefænomen, og bekæmpelse af mobning i skolen handler i høj grad om at ændre kollektive dynamikker i klasser eller på årgange. (Dansk Center for Undervisningsmiljø)

Se evt. “De 8 tegn på mobning” - http://dcum.dk/nyheder/8-tegn-paa-mobning

Digital mobning er en forholdsvis ny tendens, som er blevet mere fremtrædende blandt især børn og unge, når de agerer socialt på internettet. F.eks. kan billeder, videoer eller krænkende tekster blive lagt på nettet eller udsendt, uden at der tages hensyn til at det krænker tredjepart eller berører privatlivets fred. Vi henviser til brugen af mobiltelefoner på skolen, og tilbyder i øvrigt et samarbejde med SSP.

Hvordan arbejder vi med trivsel:
Vi ser arbejdet med trivsel som en løbende og kontinuerlig proces gennem hele skoletiden på Broby Friskole. Derfor arbejder vi med trivsel på mange måder og i mange forskellige sammenhænge. Det vigtigste er, at alle voksne siger fra ved nedladende kommentarer, udelukkelse fra fællesskabet og generel dårlig opførsel. Derudover arbejder vi bl.a. med trivsel i følgende sammenhænge:- Samtaler i klassen om klassens trivsel

  • Samtaler med elever der har været involveret i konflikter, med målet om at udvikle redskaber til at håndtere uenigheder på konstruktiv vis
  • I samarbejde med SSP-konsulenter sætter vi fokus på de sociale medier og hvordan disse bruges rigtigt
  • Kontinuerlige teammøder med fokus på trivsel
  • Mange lejrskoler med fokus på relationer og det sociale liv
  • Venskabsklasser. Man får en ven i 5.klasse, når man starter i 0. klasse
  • Fælles aktivitetsdag, Rynkebyløbet, Trimdage hvor hele skolen deltager
  • Fælles morgensang og dermed en god start på dagen

Derudover tager vi trivslen alvorligt ved at være ‘tydelige voksne’, der tager opgaven alvorligt. Det ses bl.a ved:

  • Morgenvagter i friskolebygningen
  • Mange gårdvagter i frikvartererne
  • Voksne der griber ind, når tonen eller opførslen ikke er i orden
  • At børnene altid kan tage fat i en kendt voksen, hvis de har brug for en snak
  • At vi tager børnene og deres udfordringer alvorligt
  • At vi i indskolingen har en kendt pædagog med i adskillige undervisningstimer

Hvad kan hjemmet gøre:
På Broby Friskole ser vi forældrene som en vigtig medspiller i arbejdet med trivslen. Det er vigtigt at forældrene tager ansvar og engagerer sig i hele børnegruppen og gør en indsats, der rækker ud over eget barn.

Det kan f.eks. gøres ved:

  • At sørge for en god tone om og med skolens øvrige elever, deres forældre samt skolens personale
  • At man i forbindelse med fødselsdage og andre begivenheder invitere hele klassen - hvis dette er muligt. Alternativt drenge- eller pigegruppen
  • At lave sociale arrangementer for klassen
  • At være gode rollemodeller og viser vejen i f.eks. konflikter med klassekammerater

Handleplan:
Hvis det skulle ske, at en elev er i mistrivsel og der observeres flere tegn på mobning (De 8 tegn på mobning) er forældre, lærere, pædagoger andre voksne forpligtet til at kontakte klasselæreren. Herefter træffer klasselæreren beslutninger om, hvilke tiltag der skal iværksættes.

Trin 1 kunne f.eks. være:

  • Samtaler mellem klassens lærere og de elever der er berørt af mobningen
  • Klassemøde hvor problemet forsøges afdækket
  • Kontakt og evt. møde med de implicerede forældre
  • SFO inddrages, hvis det omhandler elever fra begynder til 4.klasse

Trin 2 træder i kraft hvis problemet ikke bliver løst og kunne f.eks. være:

  • Ledelsen og lærere indkalder forældre til de implicerede elever til en yderligere samtale. Formålet er her at kortlægge og finde løsninger i samarbejde med forældrene, samt at italesætte forældrenes medansvar for at mobningen ophører
  • Samtaler i klassen eller med de implicerede elever – evt. med støtte fra tredjepart som f.eks. en lærer, sundhedsplejerske eller anden ressourceperson
  • Klasselæreren holder ledelsen og forældrene orienteret om udviklingen i indsatsen

Trin 3 træder i kraft ved vedvarende mobning og hvor ovenstående tiltag ikke har medført de nødvendige resultater:

  • Skoleledelse overtager koordineringen og ledelsen af indsatsen mod mobningen
  • Skolens ledelse kan inddrage relevante myndigheder
  • Samtale med de involverede familier, hvor det gøres klart at det er sidste trin i den lokale handlingsplan, hvilket betyder, at et skoleskift kan blive udgangen hvis ikke mobningen ophører
  • Beslutning om bortvisning af elev kan tages af skoleleder. Vi henviser i dette punkt til “FN´s børnekonvention og de frieskoler” udgivet af Undervisningsministeriet.
  • Bestyrelsen orienteres

På Broby Friskole er det vigtigt, at alle involverede parter er en del af løsningen. Det er alles ansvar at skolens sociale fællesskab styrkes i samarbejde mellem elever, lærere, ledelse og forældre.