Mellemtrin
Mellemtrinnet på Broby Friskole
Når eleverne går i 4., 5. eller 6. klasse, går de på mellemtrinnet. På Broby Friskole byder mellemtrinnet på nye fag som tysk og svømning, spændende valgfag som design og musikklasser samt et øget fokus på trivsel i en periode af de unges liv, hvor der sker mange forandringer.
Sammen med vores værdier – fællesskab, tillid, ligeværd og udvikling – er både trivsel og dannelse en stor prioritet for os. Ved at inddrage både eleverne og deres forældre og have en åben dialog på tværs af skolen, lærere, elever og forældre forsøger vi at skabe det bedst mulige læringsmiljø. Her skal der være plads til alle, og det skal være både trygt og fedt at gå i skole.
I undervisningen har vi et fælles fokus, der skal gøre eleverne mere motiverede og modtagelige overfor at lære – nemlig kreativitet og bevægelse. I mange fag inddrager vi bl.a. drama og andre kreative fag for at gøre undervisningen mere levende.
Læs mere om undervisningen og generelt om mellemtrinnet her.
Undervisningen på mellemtrinnet
Af de klassiske fag får eleverne i 5. klasse tysk, som er obligatorisk for alle. I naturfagene begynder vi i disse år at snakke om bæredygtighed og implementere det i undervisningen. Svømning er også på skoleskemaet i 4. klasse, hvor vi en gang om ugen tager til Faaborg for at blive mere trygge i vand.
Design er et fag, der hos os dækker over mange aktiviteter. Her kan eleverne være kreative med alt lige fra design af tøj til at lave stop-motion-film på computeren eller skabe ting i sløjd. For de elever, der går i vores violin- og guitarklasser, har vi et samarbejde med Faaborg/Midtfyn Musikskole, så vores elever får de bedste muligheder for at blive dygtige til deres instrumenter.
I 5. og 6. (og 7. og 8.) klasse har eleverne madkundskab. Og her har vi et helt særligt tilbud. Vores underviser er nemlig tidligere kokkeunderviser og har helt styr på sit kram. Her er der fokus på bæredygtighed, at arbejde med anderledes muligheder når det kommer til madlavning og så forsøger vi naturligvis altid at få affaldssortering og madspild med ind i undervisningen.
Det sker på mellemtrinnet
Hvert år er 6. klasse skolepatrulje. Her står man sammen med sine klassekammerater for sikkerheden ved den store vej, når eleverne skal i skole. Sidst på året kommer alle skolepatruljer en tur til Legoland.
I 7. klasse går de elever, der skal konfirmeres, til konfirmationsforberedelse i Nørre Broby Kirke, der i foråret afsluttes med konfirmation og fest.
Det sker også på mellemtrinnet:
- 4. klasserne optræder til høstgudstjeneste i september.
- I 5. klasse kan eleverne være en del af legepatruljen, hvor de er med til at arrangere lege for resten af skolen i frikvartererne.
- 4. og 5. klasse er på en 3-dages lejrskole sammen hvert år, hvor turen går til et sted i Danmark.
- 6. og 7. klasse drager på en lidt længere lejrskole hvert andet år.
Elevinddragelse og fokus på trivsel
På mellemtrinnet sker der meget i udviklingen af de unge mennesker, og det forsøger vi naturligvis at tage hånd om på bedst mulig vis. Det gør vi bl.a. ved, at vores AKT-vejleder er meget aktiv i disse klasser. Her snakker vi med eleverne om identitetsdannelse, hvordan man agerer og kommunikerer med hinanden, om sociale medier og meget mere. Her har vi også et samarbejde med SSP, der kommer i 4. klasse, og som også deltager i forældremøder.
Vi holder klassemøder, hvor vi kan snakke om alt mellem himmel og jord, der optager eleverne. Her kan de få medindflydelse, der kan være med til at forbedre deres trivsel.
Hvordan er forældresamarbejdet?
Et godt samarbejde er opskriften på succes. Derfor er det vigtigt for os og for elevernes trivsel, at forældrene er villige til at være aktive, når det kommer til at være en del af skolen. Efter behov inviterer vi til forældremøder og fyraftensmøder, hvis der sker ting i klasserne eller i lokalsamfundet, som der er behov for at tage en dialog eller oplyse om. Her forsøger vi at agere på forkant, og selvom vi ikke nødvendigvis har en løsning på alle udfordringer, gør vi vores bedste for at inddrage og gøre opmærksom på det.
Forældrene hjælper også i løbet af skoletiden med at stå for arrangementer på skolen. I 5. klasse er både forældre og elever med til at stå for tombolaen til julefesten og er med til at sørge for, der bliver tjent penge til rejsen til Bornholm i 6./7. klasse. Derudover har vi forældrerepræsentanter, der er med til at arrangere ting uden for skolen som fx fællesspisning for hele klassen.