Forældresamarbejde i SFO’en
Som SFO på en friskole er vi afhængige af et godt forældresamarbejde, for at vi kan give børnene de bedste forudsætninger for trivsel, udvikling og fællesskab. Det er en del af fundamentet for alt det, tiden i SFO’en byder på. Derfor involverer vi flere gange om året jer forældre i de arrangementer, vi laver.
Den årlige tur til Egeskov Slot
En dag om året arrangerer SFO’en en udflugt, hvor turen går til Egeskov Slo. Skolebussen kører fra skolen til middag, når eleverne får fri fra skole. Når vi lander på Egeskov Slot, deles eleverne op i klassetrin, som herefter går sammen resten af dagen.
Her byder dagen på leg og sjov på legepladsen og i naturen rundt om slottet, besøg hos Dracula, en tur på slottet og medbragte madpakker, der nydes et sted derinde. Vi bruger vores lommepenge i kiosken, som også er et stort højdepunkt for dagen.
Til sidst på dagen henter forældrene eleverne på Egeskov Slot, hvor vi afslutter dagen med en fælles picnic ude foran. På den måde bliver du som forælder en del af dit barns udflugt og deltager i fællesskabet med de andre forældre.

Fin fredag
Foråret er tid til fornyelse og oprydning. Det gælder også hos os i SFO’en. Her byder vi nemlig forældre ind til en fælles arbejdsdag, hvor alle giver en hånd med. Foråret er nemlig også der, hvor de helt nye elever i forårsklassen starter på friskolen. Her skal vi male, gøre rent, plante blomster og gøre SFO’en fin og indbydende. Vi slutter arbejdsdagen af med at hygge os med aftensmad og gode samtaler.

Forældrekaffe & fællesskab
Det er vigtigt for både børn, forældre og SFO’en at være sammen om at skabe et godt miljø, der hvor børnene bruger deres tid efter skole. Og vi vil gerne styrke forældrenes forhold til deres børns skolegang og tid på skolen. Derfor inviterer vi fire gange om året til forældrekaffe.
Sammen med eleverne bager vi kager, til når forældrene kommer på besøg i SFO’en til hygge og leg. Her er der tid til, at du som forælder kan snakke med andre forældre, spille spil, bruge tid sammen med dit barn og blot være til stede og en del af dit barns skolegang.
Det er til gavn for både barn og forældre – og styrker det gode forhold til skolen og SFO’en.